Pages Navigation Menu

Når min lille uskyldige hund, bliver en farlig sabeltiger. Hverdagens stress.

Når min lille uskyldige hund, bliver en farlig sabeltiger. Hverdagens stress.

Jeg har den sødeste lille hund, hun er både kær og charmerende. Hun lystrer mit mindste vink og er meget loyal. Alligevel bliver hun ind i mellem, til en farlig sabeltiger……hvordan kan det nu gå til?

Når jeg bruger ordet ”sabeltiger” så er det en metafor for min angst, en angst vi alle dagligt ubevidst møder, den selv samme angst, der i yderste konsekvens kan give stress.

Det er ikke fordi jeg er angst for min hund, slet ikke. Hun kunne aldrig drømme om at gøre mig eller andre noget, dertil er hun for mild. Men hendes angst bliver til min angst i en ganske bestemt situation.

Først vil jeg lige definerer ”stress”. Mange tolker det henad at man får stress når man har for meget at se til. Men det er langt fra rigtigt. Stressreaktioner kan opstå, når vi af den ene eller anden grund føler os pressede. Når vi er ude i situationer, hvor vi føler, vi ikke slår til eller hvor vi ikke har kontrol. Så sætter den primitive del af hjernen og kroppen i gang med en ”der er fare på færde-reaktion”, en angstreaktion og udløser stresshormoner, så vi kan være klar til enten at kæmpe eller flygte. Det er en super hensigtsmæssig kropslig reaktion, særligt når vi ser tilbage på dengang vi var urmennesker og når som helst kunne støde ind i en bjørn eller sabeltiger.

Men hvordan hænger det så sammen med at min lille hund kan udløse samme reaktion hos mig. Den er jo ikke en dødsens farlig sabeltiger?

Sagen er den, at den har ”alene hjemme problemer”. Den bliver utryg når familien forlader den. Efter ca. en time alene, begynder den at føle sig ensom og bliver urolig. Den går rastløst rundt og begynder at gø. Den kalder på sin flok. I starten ikke så meget, men som tiden skrider frem, bliver det mere og mere, hvor den til sidst står og hyler næsten uafbrudt. Det sker ikke hver gang den er alene, måske hver anden gang eller hver tredje……der er intet mønster, så jeg ved ikke hvornår det er slemt. Det kan jeg ikke forudsige. Så hver gang jeg går ud af døren og efterlader hunden alene, så føler jeg mig utryg med hvad der sker.

Jeg ved jo, at når den gør og hyler, bliver naboerne generet. De bliver ikke sure (endnu) med de kan f.eks. ikke sove, hvis det er om aftenen/natten og har det rigtig dårligt med at høre på en meget ulykkelig hund. Det kommer de og fortæller mig.

Så jeg er bevist om at hunden er ulykkelig, naboerne føler sig generet og så får jeg en rigtig dårlig samvittighed……og det hele er mit ansvar! Så jeg bliver stresset. Hvad skal jeg dog gøre? Hver gang jeg efterlader hunden alene, går hele mit system i gang. Hvordan mon det går denne gang? Er hun bare min søde lille hund eller bliver hun til en sabeltiger? Denne usikkerhed, det jeg ikke har kontrol over, sætter gang i tanker der stresser og udløser stresshormoner.

Jeg finder en løsning. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg arbejder på sagen. Men indtil da, er jeg under pres og har mange bekymrende tanker og spekulationer.

Jeg ønsker at fortælle denne historie for at tydeliggøre at det kan sagtens være ”de små ting” der stresser. Det behøver ikke at hænge sammen med at vi skal have travlt og super meget at se til. Men tilstrækkeligt med usikkerhed og manglende mulighed for styring/kontrol sætter samme kemiske reaktion i gang, som f.eks. arbejdsrelateret stress.

Så har du tilstrækkelige mange små ”sabeltigere” i dit liv, ting der i sig selv ikke synes af noget, men samlet set bliver til en stor mængde over længere tid, så kan du sagtens udvikle langvarig stress og blive syg.

Heldigvis er de ”små sabeltigere” også dem vi let kan gøre noget ved, hvis vi opdager dem i tide. De behøver ikke at være så farlige, hvis man bare tør se dem i øjnene og få dem ”aflivet”.

Prøv at tænk over hvilke (små) sabeltigere du har i dit liv. Hvor mange er der? Og hvor længe har du haft dem? Har du måske ignoreret dem gennem længere tid og har de i al hemmelighed vokset sig større?

Shares
Share This